Lille dreng med solbriller fra huskelisten

Strandtasken: Huskeliste til strandtur med børn

in Sommer/Sommerferie

Strandtasken – huskeliste til den dejligste tur med store og små

Strandtasken er dit vigtigste redskab til at gøre en tur på stranden med ungerne til en succes.

Men hvad skal den indeholde?

Her har du en praktisk huskeliste til den perfekte tur til stranden, så I kommer afsted i en fart uden at glemme de vigtigste ting.

Læs også om de danske Blå Flag strande og badeflag her i Legeakademiets blogindlæg.

Hvad skal strandtasken indholde?

Den strandtur, legetante Kristina har i tankerne her i dette blogindlæg, er en sommertur på en solskinsdag med børn fra 0-15 år.

Vi vil dog også slå et slag for, at I selvfølgelig kan tage på stranden på andre tider af året. Stranden byder på åbne vidder, frisk luft, lyset fra himlen, ro i hovedet og store naturoplevelser for både store og små i familien på alle årstider.

Men på en varm solskinsdag er stranden for mange af os bare det eneste rigtige sted at opholde os. Så pakker vi strandtasken og suser afsted til bens, på cykel, med metroen, i bussen eller i bilen ud til de mange kilometer vidunderlig strand, vi er så heldige at have her i Danmark (eller på en udenlandsk strand).

Men hvad er det nu, der skal med i den der strandtaske? 

Hvordan pakker man til både en baby, en tumling på 18 mdr., en 7-årig og/eller en teenager?

Hvad er nice to have og hvad er need to have?

Når I først er på stranden og har pakket ud, er det ofte ret svært lige at få fat i det, I har glemt. Så derfor er en god huskeliste uvurderlig. Legetante Kristina har haft børn med på stranden i 20 år, og derfor får du her den ultimative pakkeliste til en skøn dag på stranden med familien.

Du kan pakke på 5 minutter ved hjælp af vores smarte liste og så fx tage strandtasken med på tur til en af de danske Blå Flag strande, som du finder her.


Husk, at strandtasken ikke behøver være andet end en pose fra Ikea eller Legeakademiet.

En Blå Flag strand har:

Livreddere, toiletter, rent badevand, nødtelefon eller mobildækning, natur-og miljøformidling, information om naturen og affaldsfaciliteter.

Det er altid dejligt med en sommertur på stranden, men Blå Flag strande gør det lige lidt nemmere for børnefamilier.

Strandtasken – her er din pakkeliste:

Badetøj:

Til dig selv og til ungerne. Vælg gerne noget, der er nemt at få af og på, så de lidt større børn selv kan skifte tøj.

Tøj:

Tag enten et par store sjaler med eller kjole/nederdel på (for kvinder og friske mænd), så det er nemt lige at snige underbukserne af under kjolen/sjalet og tage badetøj på lidt privat, hvis I har brug for ikke at stå med måsen bar. Sjalet er også godt, hvis børnene er kolde og trætte sidst på dagen, og der er tang og slatne vandmænd på alle håndklæderne.

Håndklæder:

Håndklæder med hætte er gode til børn på stranden. Måske skal du lade de fine, dyre håndklæder blive hjemme og i stedet købe nogle store badelagner i en genbrugsbutik og bruge dem som strandhåndklæder. Så gør det ikke så meget, hvis der også bliver tørret fingre og vandmænd af i dem. Tag mindst 1 med pr. mand og så et par ekstra til særligt våde dage og til spilde-ulykker.

Noget at ligge på:

Et gammelt vattæppe eller sengetæppe kommer du langt med. Der kommer sand på det hele tiden, når du er på stranden med børn. Sådan er det bare. Du kan også give dem hver deres strandmåtte at ligge på, men ungerne ender altid på dit tæppe alligevel.

Solbeskyttelse:

Solen brænder, også i Danmark, når I er ved stranden. Genskinnet fra vandet er lumsk. Blæst kan få solen til at virke mindre skarp. Men vær forsigtig. Solen er ikke til at spøge med. Brug vandfast solcreme med mindst faktor 15 herhjemme og faktor 30 sydpå. Hav en strandparasol eller et soltelt med (hvis det ikke blæser for meget). Solhatte og solbriller til børn er også godt. Brug eventuelt badetøj med UV-filter. En T-shirt beskytter også.

Smør ind efter hver badetur, også selvom solcremen er vandfast. Brug også tilstrækkelige mængder solcreme – et tyndt lag er ikke nok. Læs mere om de 3 solråd ovre hos SikkerHverdag.

Badeudstyr:

Uanset om dit barn eller børn kan svømme, er det en god ide at tage badeudstyr med, så I alle kan have det sjovt og samtidig være trygge, når I er ude og bade. I kan tage alverdens oppustelige badedyr med til leg. Dykkerbrikker, svømmefødder og snorkel er også sjovt. Var det noget med en havfruehale?

I kan også tage svømmeudstyr med, der gør det nemmere for børn at færdes i havet. En bølge kan pludselig dukke op, og så er det rart at føle sig sikker. I vores kategori med svømmeudstyr finder du forskellige ting til at lære børn at flyde, dykke og svømme.

Sandlegetøj:

På stranden er der altid noget at lave, for den består af det herligste og mest alsidige byggemateriale i rigelige mængder: Sand og vand… Krydret med strandskaller, tang, fiskeben, mågefjer, drivtømmer, slebet glas, sten og søstjerner kan dit barn slippe fantasien løs og bygge i timevis.

Når der skal leges på stranden, så sørg for at have spand, noget at hælde vand med, noget at grave med og noget at forme med i strandtasken. I dag kan man endda få sandlegetøj, der er lavet af blødt silikone og kan foldes sammen og fylder ingenting i tasken – det er så super smart. Find alle mulige former for sandlegetøj her i kategorien med strand- og sandlegetøj, hvor der også er sjove spil til strandturen. Et sjippetov, en drage og en bold kan man også komme virkelig langt med.

Mad og drikke:

Køletasker koster ikke ret meget i dag – slet ikke dem af tekstil med folie indeni. Husk, at du skal bære dem, så lad “køleskabet” blive derhjemme.

Vær gourmet en anden dag. Nu skal I på stranden, og det skal være et overskueligt projekt. Sultne børn bliver vrisne, så tag rigeligt med mad med. Det er også en god ide at afstemme jeres planer for eventuel is på stranden på forhånd.

Om sommeren kan du have halvliters plastflasker  i fryseren halvt fyldt op med vand. Når I skal på stranden, kan du fylde efter med koldt vand, så fungerer de som køle-elementer og tør langsomt, mens I har koldt vand at drikke.

Alle familier har deres præferencer i forhold til mad, så her vil vi ikke komme med den forkromede opskriftsamling. Vil du gøre det nemt, så er vores anbefaling, at I tager knækbrød, smør/pesto, noget smørbart pålæg (fx peanutbutter, bønne- eller leverpostej, makrel på tube, hummus, smøreost), agurk, æbler, en rulle salte kiks, skyllede gulerødder i en pose, lille skærebræt, smørekniv og en kniv med blad-beskytter (fås mange steder i supermarkeder) med. Så skal du ikke stå og smøre madder hjemmefra. I kan bare smøre, når I skal spise. Fidusen med smørbart pålæg er, at det ikke kan falde af og ned i sandet.

Til helt små børn på fast føde kan du tage små glas med færdigkøbt babymad med eller bare små portioner grød eller mos. Kogte pastaskruer eller små kød/fiskeboller er også gode. Husk skeer eller små gafler til at give din baby mad med.

En termokande med kogende vand til babys MME og til din pulverkaffe/te – husk også babys sutteflaske, pulverkaffe og kaffe/te kop. En lille termokande med mælk og evt sukker+teske. Pulvermælk eller creamer er også nemme at pakke med.

Ekstra ting til mad og drikke:

Drikkekrus, fx dem af melamin,  hvis I ikke vil drikke af flasken.

Rene karklude hårdt vredet op i vand i en plastikpose til at tørre ansigt og fingre i (eller vådservietter).

Tørre viskestykker til at ligge maden ud på, når I skal spise.

Tomme affaldsposer til – ja, til affald (og til noget andet – læs længere nede).

Evt. salt og peber i de der cafeteria-papirsrør.

De ting, du står og mangler og fra nu af altid har med:

En lille flaske med husholdningseddike til at dulme smerten ved nærkontakt med en brandmænd. Læs mere hos Falck her.

Plaster og pincet til små rifter og splinter/ torne fra drilske hybenroser.

Bleer, en solhat, 2 stofbleer og andre pusleting til babyer.

Lokalbedøvende creme til alt muligt, der gør ondt. Bare det, at du gør noget, har ofte en meget beroligende effekt.

Tandstikkere til at lirke alt muligt med.

Vaseline. Saltvand kan svie meget, hvis man har små sår på læberne. Vaseline beskytter.

En affaldspose og vådservietter eller lommetørklæder til akutte wc-situationer. Skal man, så skal man. Og så kan de fleste børn godt lære at lave bummelum i deres Paw Patrol eller Frozen-spand foret med en plastikpose, som man så kan smide ud bagefter. Vupti, og spanden er fin igen.

Et par små bøger til at skabe en lille hyggestund med, hvis der har været en svær badetur eller en konflikt.

Alle disse ekstra-ting kan du have i en lille pose, som du gør klar først på sommeren. Så er det lige til at snuppe med hver gang, I skal på stranden eller på andre ture.

Kend dit badeflag:

For at sikre jeres badetur på stranden, kan du holde øje med de flag, som livredderne sætter op på Blå Flag-strande.

De ændres ofte i løbet af dagen.

Livredderne vurderer strøm, bølger, vind, brandmænd, alger og andre faktorer, når de sætter flagene op.

Badeflagene signalerer, om det er sikkert at bade.

Grønt flag: Alt okay. Kan give falsk tryghed, så mange steder er det erstattet af det gul/røde flag.

Gult flag: Vær opmærksom,  der kan være usikre forhold. Hold øje med strøm, brandmænd, vind og andre faktorer eller spørg livredderne, hvad du skal være opmærksom på.

Rødt flag: Lad være med at bade i dag, der er fare på færde.

Gult/rødt flag: Internationalt livredderflag, som indikerer, at der er livreddere tilstede, og man skal altid være på vagt.

Med huskeslisten til stranden bliver badeturen skøn

Kan man have babyer med på stranden?

Nogle forældre undgår at tage helt små babyer med på stranden. Alt efter vejret kan det være en voldsom sansepåvirkning for de helt små med vind, bølger, sand og sol. Og endnu mere – måske er I som voksne lidt usikre på det med at have en baby med på stranden, og den usikkerhed kan baby altid mærke og bliver derfor urolig og måske mere ked af det.

Det kan sagtens lade sig gøre at have selv helt små spædbørn med. Det skal være på deres præmisser, og det skal måske ikke være den allerlængste tur, men det kan være en vidunderlig oplevelse for hele familien at komme ud under åben himmel på en varm dag.

Husk, at solen er hård ved den unge hud, og spædbørn ikke bør være i direkte sol. Babyer skal være godt beskyttet.

Dit lille barn kan sidde/ligge i en slynge eller vikle, mens du sopper med eventuelle større søskende. Ellers er leg i skyggen under fx en parasol eller i soltelt en god ide. Regn med meget kropskontakt.

Tag et oppusteligt badebassin i miniformat på omkring 40 cm bredden med, så helt små børn kan sidde og plaske og blive kølet af med rumpen i det lille bassin oppe på land hos dig. Hold altid øje med børn på stranden, uanset alder.

Skal der soves lur, kan du nogle steder trille klapvognen med ned på stranden, men lad være med at dække åbningen til – der bliver kogende under kalechen, og det er farligt for dit barn at sove i en tillukket klapvogn. Mange små børn kan tage en lur på dit tæppe ved siden af dig i skyggen.

Strandtasken er pakket!

Hav en dejlig tur og rigtig god sommer fra Legetanterne og -onklerne.

Skulle du have lyst til at blive inspireret til mere skøn sommerleg? Læs om 25 skønne ting, du kan lave om sommeren med dine børn her.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*