Det er juleaften og der er spænding i luften. Hele dagen er fyldt med hygge, god mad og tegnefilm, men for børnene er dagen laaang… for hvornår skal der pakkes gaver ud…?
Overladt til sig selv forfalder mange børn til gave galskab. Når det store øjeblik kommer kaster de sig henrykte ind under juletræet og river sløjfer og gavepapir af den ene gave efter den anden, uden at bruge meget tid på at værdsætte den enkelte gave eller huske at sige tak.
Man kan selvfølgelig indføre god ro og orden, åbne pakker på skift og så videre – men en anden mulighed og en kreativ løsning er at finde på sjove pakkelege, som gør gaveåbningen til en leg, og på en måde som gør barnet til en aktiv deltager snarere end passiv modtager.
Der er lige så mange pakke lege som der er kreative hoveder, men her er nogle idéer, som I kan bygge videre på:
Tampen brænder
En af de letteste pakkelege er “tampen brænder”, hvor I ganske enkelt gemmer gaver på strategiske og opfindsomme steder rundt omkring i huset – for derefter at gå med rundt og hjælpe børnene med at finde gaverne en efter en, efter det velkendte princip: jo tættere børnene kommer på en skjult pakke desto varmere bliver det, og jo længere væk desto koldere.
PS: Vidste du at ordet “tamp” betyder enden at et reb eller et afstrafningsredskab, og at udtrykket “tampen brænder” formodentlig har sin oprindelse i en gammel tradition, der gik ud på at skolebørn inden juleferien kom med gaver til læreren, der så til gengæld fik lov til at brænde det frygtede afstraffelsesredskab? Gys!
<br>
Spil om pakkerne
En anden let og underholdende pakkeleg er at spille om at få lov til at åbne gaver. Der er stort set ikke nogen begrænsninger på hvilke kort eller brætspil man kan bruge, men det er bedst hvis det er et spil af en type hvor man opnår nogle mål undervejs. F.eks i Ludo kan man aftale at en spiller må åbne en gave, hver gang det lykkes at få en brik hjem, eller hvis man spiller banko må der åbnes en gave hver gang en spiller får en hel række. Hvis man spiller kort, som f.eks rommy/500 så kan der åbnes gave, hver gang en spiller er i stand til at lægge et helt stik på bordet.
Her er eksempler på spil med lærende indhold, som kan bruges til pakkeleg:
<br>
Skattejagt
Skattejagter er et garanteret hit, og det er både sjovt og udfordrende. Skattejagter er også en glimrende måde at få flettet leg og læring sammen i form at opgaver, quizzer og bogstavlege undervejs, hvor alle opgaver selvfølgelig tilpasses børnenes alder.
Normalt i en skattejagt er skatten det sidste, som findes, efter at man har fundet alle poster og løst opgaverne undervejs. Men hvis du laver en julegave skattejagt, så kan du sagtens fordele julegaverne i nogle af posterne undervejs.
Tip: Du kan skrive opgaver og hints til næste post på indersiden af gavepapiret (og selvfølgelig advare børnene på forhånd)… så undgår du helt sikkert også flået gavepapir!
Her er nogle idéer og elementer som indgår i en god skattejagt:
1: Skattekort
Et skattekort er en flot visuel del af en skattejagt. Kortet er ofte revet i stykker og fordelt på forskellige poster, og når alle opgaver er løst undervejs, har man hele kortet og kan finde skatten.
Du kan nemt lave et autentisk udseende skattekort ved at dyppe noget vat i kold sort te og smøre teen ud over et stykke A4 papir. Tør papiret på radiatoren eller med en hårtørrer og tegn derefter kortet på papiret. Sæt ild til papiret langs kanterne og pust flammen ud med det samme. Voila! Nu har du et ægte gulnet og antikt udseende skattekort… riv kortet i så mange stykker, som du har forberedt poster til.
Tip: Du kan også tegne skattekortet på bagsiden af et gammelt puslespil, og lægge en brik sammen med hver post.
X-tra tip: Hvis du ikke er god til at tegne, så kan skattekortet også sagtens være et fotografi af hvor skatten/næste post er gemt. Du kan stadigvæk brænde kanterne lidt og rive billedet i det antal stykker, du har brug for.
2: Poster:
Posterne indeholder diverse små opgaver og hints til at finde næste post i skattejagten, og her er der mulighed for en masse lærende og tankevækkende indhold. Opgaverne kan bestå af f.eks. bogstavlege, quizzer, matematik eller gåder.
Med bogstavlege kan du lave anagrammer, hvor du bytter om på bogstaverne. Hvis du nu har gemt næste post i vaskemaskinen, så lyder opgaven “byt om på bogstaverne for at finde næste post: nissekemavak”. Hvis du laver en opgave-gåde kan teksten lyde: “Rundt og rundt og rundt, næste post bliver godt rundtosset og våd, hvis du ikke skynder dig!” (også vaskemaskinen) eller “her er koldt og mørkt det meste af tiden, men der er masser af spise” (køleskab/fryser) eller “fra gulv til loft er jeg omgivet af ord og eventyr” (bogreol).
De lidt ældre børn kan du udfordre med mere eller mindre kompliceret matematik. F.eks løs følgende opgaver og oversæt tallene til bogstaver, 1=a, 2=b, 3=c.
1+1=
7-6=
Snehvide og de X dværge=
(3*9)-7=
3+5-6+4+9-1+7=
(4*9)/3+(5-1)/8=
41763/41763=
Her giver løsningerne tallene 2-1-7-19-21-6-1, som oversat til bogstaver bliver til “bag sofa”, hvor næste post eller gave så ligger skjult.
<br>

3: En røverhistorie.
Du kan kombinere skattejagten med at fortælle en historie undervejs. Klassikeren er en version af “jagten på julegaverne”, hvor nogle røvere har overrasket julemanden og stjålet alle julegaverne, og røverne har gemt gaverne et hemmeligt sted. Nu er det op til jer (børnene) at finde gaverne, inden juleaften er omme…
Hvis du kan lide at tegne og fortælle er røverhistorien en rigtig underholdende form for skattejagt, hvor hver post lader historien udfolde sig og indeholder opgaver og hints til næste post.
Tip: Brug børnenes yndlingshistorie eller opfind en ny fortælling indenfor et kendt fantasiunivers og brug det i stedet for røverhistorien.
<br>