Fredagsslik med læring

in Ann og Jane mener

fredagsslik slik til børnJeg ved ikke hvordan fredagen løber af stablen hjemme hos dig, men her er en nogenlunde beskrivelse af hvordan det var hos os indtil for ganske få måneder siden:

Om morgenen vågnede mine 3 børn. Det første den mindste sagde var følgende “Det fredag i dag…… Så kommer der Disney Sjov og vi skal have slik….”

Nu er det ikke sådan at jeg er fanatisk med hensyn til slik, fredag er en festdag hos os og resten af ugen er sukkerfri. Men det begyndte så småt at irritere mig at der var så meget fokus på at de skulle have slik.

Hele dagen handlede om det sukker de skulle have senere på aftenen.

Det var ligesom om at aftensmaden bare skulle overstås for at komme over til slikket, som så i øvrigt, dårligt blev smagt på før det blev kastet ind i hovedet.

Så jeg gik i tænkeboksen og har nu fundet en løsning, som jeg selv synes er tæt på genial:

Jeg har lavet legepenge til børnene.

Til aftensmaden om fredagen får de 20 pengesedler som har en værdi på 1, 2 og 5. Jeg har dekoreret sedlerne, så man kan se forskel og de har hver sin farve.

Når vi er færdige med aftensmaden hjælper de med at rydde af. Herefter åbner jeg en slik/snack butik i køkkenet, den er åben fra kl. 18.45 – 20.15

frugt bod Her kan man købe nødder, udskåret æbler eller anden frugt og så selvfølgelig et lille udvalg af slik.

Det sunde er billigst, hvor man f.eks. kan få 5 nødder for 1 seddel og frugt er f.eks. 2 stk. For 1 seddel. Slikket kan hvis det er store stykker koste 2 eller 5.

Fredagen er nu en helt anderledes oplevelse for både børn og voksne, børnene synes at denne måde at gøre det på er meget sjovere end bare at få en skål med slik og frugt og os voksne synes at vi får puttet meget sundere ting i vores børn, samtidig med at de lærer.

For det første lærer børnene jo at lægge sammen, men de lærer også at økonomisere. Nu køber de lidt af gangen og kommer tilbage og køber lidt mere.

De mærker også efter hvad de egentlig har lyst til, nogle gange har de faktisk slet ikke lyst til slik, men vil hellere have en masse frugt og nødder som de kan få meget mere af end slikket.

De lærer noget omkring talstørrelser og at en pengeseddel med et 1-tal på ikke er lige så meget værd som en med et 5-tal på selvom de er lige store fysisk.

Det er vist det man kalder en win/win situation og den er hermed givet videre til dig.

God Fredag…..

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*