Leg dit barn til et sikkert sprog og god mundmotorik

in Barnets udvikling/Leg & Læring/Sprog- og Mundmotorik

Af Legetante Lotte.

Sjove vendinger, bogstaver der bliver byttet om eller ord, der bliver udtalt utraditionelt har bragt smilet frem mange gange hos os forældre. Når “Benzintanken” bliver til “Appelsintanken” eller når en “Sommerfugl” bliver kaldt “Fommerfugl”. Min egen datter kunne i en periode ikke sige S-lyde sammen med en anden konsonant. På den måde blev “spegepølge” til “pegepølse” (og hun eeelskede “pegepølse” :-)), en “snegl” til en “negl” osv.

Vi synes som regel, at det er sødt, når små børn forsøger sig frem med sproget – også når de udtaler tingene forkert. På et tidspunkt skal vi dog alligevel hjælpe vores børn på rette vej, så deres sprog bliver alderssvarende. Det er ikke sjovt for et barn at føle sig anderledes eller have sproglige udfordringer ved skolestart.

Hvorfor skal vi træne mundmotorik? Hvad gør det godt for?

Den korte forklaring er, at vi har brug for alle dele af vores mund: Tunge, gane, læber og kæber for at kunne udtale ord og lyde rigtigt, og for at kunne spise, tygge og synke vores mad uden at blive kvalt.

Når vi taler, bruger vi især læber og tunge. Læberne skal kunne forme sig, så ordene kommer rigtigt ud. Og tungen skal hjælpe.

Citat-3

Du og jeg tænker ikke over det. At vi har en velfungerende mundmotorik. Hverken når vi taler, spiser eller drikker. Men er vi blevet bedøvet i kinden hos tandlægen eller har vi et forkølelsessår i mundvigen, så lægger vi mærke til, at det er svært at drikke uden at vandet løber ud af munden og at udtale ord korrekt.

De børn, der har såkaldte talefejl, oplever ikke altid, at det er svært at tale. De kompenserer ved at udtale ordene på deres egen måde – og hører måske ikke altid selv, at de udtrykker sig anderledes. Men når de bliver større, gør deres omverden – kammerater, familie, skole – dem opmærksom på forskellen. Det betyder for nogle børn, at de er tilbageholdne med at udtrykke sig eller deltage i fællesskabet. Den situation ønsker vi ikke at sætte børn i – og de behøver heller ikke at havne i den.

Hjælpen er nær – og ikke svær! Og vi lover, at det bliver sjovt og hyggeligt for både dig og dit barn at stimulere sproget og udvikle mundmotorikken.

Få styr på udtalen og sprogforståelsen – Læs med her:

Leg dit barn til et sikkert sprog og god mundmotorik.

Du har sikkert både læst og sunget for dit barn, så ordforrådet er up to date. Og I taler sikkert også sammen om dagens begivenheder og oplevelser. Hvis du alligevel oplever, at dit barn ikke har lige nemt ved alle lyde – eller hvis de i børnehaven eller indskolingen har bemærket, at dit barn har svært ved at udtale nogle ord eller bogstavkombinationer – så kan du hjælpe dit barn i den rigtige retning med sjov, leg og mad!

Mad?

MAD!
Ja, noget så simpelt som det, du giver dit barn at spise, kan styrke mundmotorikken. Men også forskellige måder at drikke på, udvikler dit barn. Vi går ikke i dybden med måder at drikke på, men dit barn kan både drikke direkte fra en kop, med sugerør, en kop med tud, direkte fra en plastflaske eller fra vandhanen.

Hvis du rigtig skal udfordre din søn eller datter – og gøre det at drikke til en leg, så hæld vand i en dyb tallerken. Dit barn skal nu labbe vandet i sig som en kat – altså bruge tungen til at få noget at drikke. Det tror vi faktisk, dit barn vil synes er sjovt.

Det med maden kan du med fordel starte på, så snart din baby må få fast føde. Du kan udfordre dit barns læber, tunge, gane og kæber med den mad, du serverer. Dit barn skal nemlig bruge forskellige muskler og spiseteknikker, alt efter, om det spiser en rugbrødsstav, en skål grød eller et stykke ost. Forskellig konsistens kræver forskellig teknik.

Før dit barn må få mad i fast form, træner det naturligvis også sin mund ved at få bryst eller flaske. Forskelligt bidelegetøj eller rangler styrker både dit barns mundmotorik og sansemotorik, for dit barn oplever verden gennem sin mund. Konsistenser, teksturer, koldt, varmt, blødt og hårdt bliver oplevet gennem munden hos dit lille barn/baby.

Men tilbage til maden.

Little boy in cafe

Der er forskel på, om dit barn gnaver af maden, spiser den med ske, slikker på den eller skal trække den af en gaffel (med læberne eller tænderne). Så leg endelig med maden, så dit barn får både smagsmæssige, men også konsistensmæssige forskellige oplevelser.

De lidt større børn kan også sagtens stimuleres sprogligt via maden. I stedet for at skære æblet ud i både, kan dit barn gnave af det, ligesom en majskolbe (godt med smør). Det er en god øvelse for den lille mund. Og en kotelet eller en steak kræver også lidt af dit barns kæber og tunge.

En festlig variant, som dit barn helt sikkert er med på: Slik honning, nutella, leverpostej, rejeost – eller noget andet smørepålæg, som dit barn er vild med – af et stykke knækbrød! Vælg et stykke knækbrød med dybe huller, så tungen får lov til at arbejde for at få det lækre smørepålæg op. Du skal sikre dig, at det er tungen, der gør arbejdet, så dit barns hoved og knækbrødet skal holdes stille. Kun tungen må bevæge sig.

Alting er lidt sjovere, når det, man skal gøre, er en lille smule forbudt. Det øger motivationen voldsomt. Vi er helt enige med børnene – for vi har det på samme måde ☺

Men der er andre måde at stimulere dit barn sprogmæssigt , og som både du og dit barn vil elske! Nemlig at lege.

LEGE!
Der er rigtig mange –altså virkelig mange ting – du kan træne med dit barn for at styrke mundmotorik, udtale og sprogforståelse… Læber, kæber, gane, tunge – puste, suge og ansigtsmimik – alt det kan I tage fat på. Pyha!

Men bare rolig, selv om det lyder voldsomt, er det ikke svært – til gengæld er det sjovt. Mange af legene eller øvelserne falder naturligt ind i jeres hverdag, så det ikke behøver at være noget, I skal afsætte ekstra tid til.

Dit barn vil sikkert slet ikke opfatte, at det er øvelser eller træning. For det er nemlig bare leg – og glad samvær mellem jer to. De fleste lege vil også sagtens kunne involvere kammerater eller søskende for hele set-upppet er bare skægt og IKKE ekskluderende!

Og det er bestemt ikke forbudt at lave øvelserne, selv om man ikke har talevanskeligheder.

grimasser

(Gæt og) grimasser:
Og lidt om hvad et spejl, sugerør og sæbebobler kan gøre for dit barns sprogudvikling.

En idé, dit barn garanteret er med på, er at lave grimasser! At se fjollet ud og lave ansigter – og række tunge af sin far og mor – det kan dit barn ikke sige nej til ☺

Find et spejl frem eller brug det store spejl i entréen eller på badeværelset og sæt fut under den helt store grimasse- og mimikdyst. I kan skiftes til at efterligne hinandens grimasser og fjollede ansigter. Eller hvem kan række tunge i længst tid? Hvem kan rulle tungen sammen eller hvem kan flytte tungen fra mundvig til mundvig flest gange på 10 sekunder?

Der findes også en flok sjove spil, som I kan kaste jer over – og de er ikke kedelige, fx disse mimikspil eller dette mimik vendespil.

Puste og suge:
At puste og suge er sjov og stimulerende træning (vi har endnu ikke hørt om nogen, der blev sure af at puste sæbebobler)!

Child psychology, little boy blowing beads with strawNår dit barn puster, bruger det sin vejrtrækning og læber til at lykkes med projektet. Det kræver koncentration og præcision, men belønningen er også stor, når de flotte sæbebobler flyver afsted.
I hverdagen vil du opleve, at der er mange situationer, hvor du kan invitere dit barn til at puste.

1.    Puste lys ud og puste på den varme mad.
2.    Puste på et sted, hvor det gør ondt eller puste et stykke papir eller en fjer rundt på bordet eller holde det i luften
3.    ”Prutte” på armen

Mund, tunge og gane og vejrtrækning bliver brugt på en anden måde, når dit barn skal suge. Det oplagte redskab til at suge, er et sugerør.

Her kan I lege:

1.    Drik med sugerør. Lad dit barn drikke både vand og noget mere tyktflydende som fx milkshake. Det kræver forskellige kræfter, at suge op (og når glasset er halvt tomt kan I jo også lige illustrere forskellen på at suge og puste ved at opfordre jeres barn til at lave mælkebobler i glasset ved at puste løs).
2.    Spaghetti er oplagt ret at servere – så dit barn kan suge de lange spaghettier ind – én efter én.
3.    Sugerøret kan også bruges til at flytte cornflakes, rosiner eller små stykker papir fra en skål til en anden. Øvelsen kræver enorm kontrol, for barnet skal først suge løs og holde på luften, mens genstanden flyttes, og så slippe “taget”, når rosinen eller papiret er over den nye skål.
4.    Prøv også at få dit barn til at suge kinderne ind. Du kan vise det – og få dit barn til at gøre det samme.

Tunge, læber og kæber:

Tunge:
Tungen er et vigtigt redskab i forhold til sprogtræning og udtale. Og den vil rigtig gerne lave knuder inde i munden. Du og jeg kan bedst relatere til det, når vi skal lære et fremmedsprog med nogle helt andre lyde end det danske sprog. Her kommer vores tunge tit i vejen, og vi skal øve os for at opnå den rigtige udtale. Det kræver altså noget træning. Og til det er der selvfølgelig nogle fjollede tungelege. Vi kan i dén grad anbefale at bruge spejle til formålet – det er virkelig sjovt:

1.    Lav grimasser, hvor tungen indgår. Få dit barn til at lave tungen bred og smal og køre den fra mundvig til mundvig. Se også hvor langt ud af munden, tungen kan komme. Kan dit barn mon slikke sig på næsen? Og på hagen? Og hele vejen rundt om munden? Prøv at smøre syltetøj rundt om munden og lad dit barn slikke det af.
2.    Dit barn kan også “børste tænder” med tungen. Her skal dit barn først slikke forsiden af tænderne og bagefter bagsiden.
3.    Hæld lidt yoghurt, grød eller andet tyktflydende op på en tallerken og lad dit barn tegne kruseduller i det med tungespidsen.

Er det nu vi tør fortælle dig, at tyggegummi er rigtig godt at træne tungen (og kæberne) med? Det egner sig bedst til de lidt større børn, der ikke sluger tyggegummiet – og uanset hvad bør dit barn kun lave disse øvelser i samvær med en voksen!

Prøv at lade dit barn tygge tyggegummiet blødt, forme det til et kugle inde i munden – og bagefter holde det fast bag fortænderne, oppe i ganen, under tungen og ude i kinderne. Tæl fx til ti ved hver øvelse.

7ce6228e-39bb-4d71-a39f-2d613013475dLæberne:
Læbernes bevægelighed er vigtig, når vi skal forme ord og og lyde – og udtale dem rigtigt. Forestil dig at skulle sige O eller Y uden at kunne at kunne spidse læberne (du må gerne prøve det med det samme).

Prøv dette med dit barn:
1.    Leg hest! Dit barn skal sige Prrrh – ligesom hesten.
2.    At fløjte – det er svært, men det er en rigtig god øvelse.
3.    Put læbepomade på og lad dit barn fordele den/massere den ind i læberne – med læberne.
4.    Saml små ting (rosiner, cornflakes e.l.) op fra bordet – med læberne.

Kæben:
Kæbens bevægelighed er også vigtig for dit barns sproglige udvikling. Den kan du træne med kæbelege.

1.    Lad dit barn gabe så højt op som muligt. I kan lege, at dit barn er træt og gaber meget. Prøv at lade underkæben være tung og doven, mens I gaber.
2.    Prøv så at gabe med lukket mund! Forestil jer, at I har noget i munden, der vokser sig større og større – men som ikke må komme ud!
3.    Og nu kommer tyggegummiet ind i billedet igen. Men kun til dit større barn, som ikke sluger det. Brug et stort stykke bobletyggegummi (eller to), som dit barn skal tygge blødt – gerne under højlydte smask!
4.    Dit barn kan lege, at det er en fisk, der er blevet fanget og snapper efter vejret. Dit barn skal åbne og lukke munden med afslappede kæber – som om det næsten ikke har kræfterne til det.

Ganen:
I skal heller ikke snydes for et par ganeøvelser. Ganeøvelserne er med til at øge dit barns bevidsthed om brug af ganen.

1.    Så skal der snorkes! Prøv først at snorke næsten lydløst – både når I trækker vejret ind og puster ud. Lad tungen være slap imens.
2.    Når dit barn har børstet tænder – eller drikker vand – så prøv at gurgle. Start med at gurgle, mens I tæller til fem.
3.    Prøv også at lave sjov med ord, der begynder med R. “Rrrrrræk mig lige saltet”, “Rrrrosiner, jeg elsker rrrosiner”.

Tal og syng!

Historier, sange og remser:
Det er selvfølgelig helt oplagt. Generelt at tale og synge er den form for træning, som I helt naturligt kan la ve hver dag – uden at det virker som planlagt træning.Nogle børn er meget talende og vil gerne svare på spørgsmål. Andre er mere fåmælte og skal motiveres anderledes.

Historier:
Men uanset dit barns taleiver, er bøger et godt fundament for at få talt. Både bøger, hvor du læser højt eller pege- og billedbøger, hvor I sammen fortæller en historie. Et godt sted at starte med de mindste børn er i Babblarnes univers (du kan forelske dig i dem lige her).

Mange spil inviterer til selv at fortælle. Fortælleterninger, billedlotteri, hånddukker og ordforklaringsspil sætter fantasien og talelysten i gang og styrker dit barns sprog.
Prøv at digte en skør historie med dette herlige fortællespil, hvor børn helt ned fra 3-års alderen kan være med. Så I julekalenderen på Ramasjang sidste år? Så vil det sjove fortællespil med Ramajetterne sikkert også være et hit!

Citat-2Sang:
En rigtig fin og oplagt sang at øve både lyde og læbernes stilling til er: Tre små kinesere. Politisk korrekt eller ej, så syng den glad – og med alle vokalændringerne. Start med at synge den “rigtigt”, så er det nemmere at skifte vokal til Tra sma kanasara og Tri smi kinisiri osv.

Sange med fagter hjælper dit barn til også at forstå, hvad sangen handler om. Kort fortalt – sprogforståelse. Kan du huske nogen fagtesange? Eller kan du få lidt hjælp i bogen her.

Sange med mange vers lærer dit barn noget om rækkefølge – altså hvordan en handling skrider frem. Et godt omkvæd viser dit barn, at et vers er slut og et nyt kan begynde – og er samtidig en god anledning til at gentage og finde rytmen i ord og sætninger.

Rim og remser:
Og apropos rytme… Rim og remser er super gode til at træne både mundmotorik og sprogrytme (og vil desuden hjælpe dit barn, når det en dag skal lære at læse, skrive og forstå opbygning af ord i stavelser). Ord og sprog kommer mere naturligt til dit barn, når der er lidt musik i det. Og noget takt og rytme – og fjollede historier, der rimer. Og som man kan gentage i det uendelige. Det giver rigtig god øvelse.

Sprogforståelse:
Ord giver ikke altid mening for dit barn, hvis det ikke bliver sat ind i en sammenhæng. Fra dit barn er helt lille er det derfor en god idé at sætte ord på det, dit barn gør, og det I laver sammen. Fx: “Nu tager jeg lige din kop til dig” eller “Sikke du hopper”!

Oplever du, at dit vuggestue- eller børnehavebarn er godt med sprogligt og både har et flot ordforråd og en flot udtale? Så er der stadig god grund til at have fokus på at udvikle hans/hendes sprog. Det kan I fx gøre ved at have fokus på synonymer. Prøv fx at sige “Nu skal du gå hen og finde dit overtøj” frem for at sige “Nu skal du finde din jakke” – og brug ordet “fodtøj” frem for at sige “sko”. På den måde styrker og udvikler du dit barns ordforråd såvel som sprogforståelse på en nem og naturlig måde.

Til de lidt større børn finder du spil og lege, der kan motivere dit barn til at øve sig til bedre sprogforståelse. Det er sjovt for alle børn at spille eller lege. Det er ikke et krav, at dit barn har talevanskeligheder 🙂

Hvis du har et barn, der vil slå flik flak, når du siger I skal sprogtræne, så er det gode råd: Du behøver slet ikke at sige det. I skal jo bare hygge og lege. Så snup genvejen her – og undgå flik flak.

Tal ordentligt – og hyg jer!

Group of Diverse Young Students Reading Children Story Book Together

Facebook
Google+
http://legeakademietblog.dk/leg-dit-barn-til-et-sikkert-sprog-og-god-mundmotorik/
Twitter
PINTEREST

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Barnets udvikling

Gå til Til toppen