Gør påsken til en leg: Sådan får I en skøn påske sammen!

in Ferieleg/Kreativ leg/Leg & Læring/Lege vi legede/Tips til lege/Tradition og højtider/Uncategorized

Indlæg skrevet af Legetante Lotte.

Samvær og traditioner
Du kan helt sikkert godt huske det… Stunderne fra barndommen, familiebegivenhederne og tidspunkterne, hvor du var sammen med din familie og dem, der betød allermest i dit liv. Juleaftener, hvor du ventede på, at netop din families traditioner skulle løbe af stablen. Eller påskefrokoster med børn og voksne, der snakkede højt og hyggede sig.

Hvis du lukker øjnene, kommer der helt sikkert flere minder frem. Dufte, lyde, følelser – og glade ansigter. Bare luk øjnene nu. Vi venter på dig.

Påsken er for de fleste familier med børn en velkommen ferie, hvor man samles med venner og familie til god mad, hygge og samvær. I påsken er der tid til at lege, vejr til at komme udenfor – og måske starte på lidt projekter, der kan give familien og børnene en skøn sommer. Det er simpelthen tid til at være sammen og holde pause fra hverdagen – i hinandens dejlige selskab.

Påsken er også forbundet med traditioner – nye og gamle. Familietraditioner bliver vækket til live, når vi selv får børn –  eller nye bliver skabt i versioner, der passer til netop vores familie. Og nogle er heldige at have en bedsteforælder, der stadig kan samle familien til påskefrokost, som man altid har gjort – og med de traditioner, der plejer at være.

Det er sjovt som højtider får ord som altid og plejer til at få positiv betydning og værdi.

Men hvad er påske egentlig?
Som vi har for vane i Danmark blander vi tit gamle hedenske traditioner sammen med de kristne. Det føles helt naturligt for de fleste af os (vi gør det også til jul). Så Jesus og påskeharen følges helt umærkeligt ad.

Citat-1

Børn elsker traditioner. Vi siger det lige igen: Børn ELSKER traditioner! At noget vender tilbage, noget de kan glæde sig til – og som de fejrer sammen med deres familie og dem, der er tæt på. Forventningens glæde er ubetalelig. Eller som Søren Kierkegaard så smukt udtrykte det: ”Derfor gør gentagelsen, hvis den er mulig, et menneske lykkeligt..”

Og vi forstår godt hvorfor. At børn glæder sig til noget velkendt, noget trygt, noget rart – noget, de skal sammen med deres familie. Som de elsker allermest i hele verden. Det handler nemlig ikke om de rutiner, som vi alle har mange af i dagligdagen: Tandbørstning, ud af døren og af sted om morgenen, madlavning, lektielæsning og sengetid.

Det handler om samværet og om et begrænset antal begivenheder, som ligger fast – år efter år – og som indeholder nogle ritualer og nogle gentagelser, som børnene ser frem til. Fordi de forbinder det med noget rart. Fordi de ved, hvad der skal ske – og er trygge ved det.Citat-2

Forventningens glæde giver også dit barn energi. Og sommetider kan det være svært at have tålmodighed til at vente på en bestemt begivenhed. Især når det er noget, man glæder sig til. Men energien og utålmodigheden kan du bruge positivt – nemlig til at forberede og involvere dit barn i nogle af påskens aktiviteter: Fx klippe gækkebreve, male æg og pynte op ( som alt sammen i øvrigt er fantastisk træning af finmotorikken).

Og så kan I lege nogle af de gamle lege. For til påsken knytter sig mange traditionsrige lege og aktiviteter. Hvilke traditioner har I mon i din familie?

Citat-5

Hvad skal vi lege?
Det er aldrig for sent at skabe traditioner i familien. Til inspiration har vi samlet nogle gamle lege og aktiviteter, der knytter sig til påsken. Du kender sikkert nogle af dem, mens andre er gået i glemmebogen.

Brug de tips, der passer til din familie til at gøre ventetiden frem til påsken lidt mere overkommelig for dit barn – og genopfrisk evt. nogle af de gamle lege til selve påskefrokosten. Og så kan I selvfølgelig lege alt muligt andet også. Bare leg. Og nyd det.

Listen er delt i to dele: Hvad I kan lave før påske, og det I kan være sammen om i påsken.

Før påske:

  • Klippe gækkebreve
  • Lave rim/gækkebrevsrim:
  • Puste og male æg
  • Pynte op til påske
  • Så karse

Citat-3

Klippe gækkebreve:
I god tid før påske kan I sammen gå på jagt efter fint papir. Måske har I noget liggende i en skuffe. Hvis ikke kan du finde kraftigt, farvet papir lige her. Eller hvad med at lade dit barn farvelægge en flot Mandalastegning og sende den afsted som gækkebrev? De mindre børn kan øve deres klippefærdigheder, inden I sammen går i gang med gækkebrevsprojektet.

Har du tænkt på, at et gækkebrev ikke behøver at være udført i papir? Måske kan dit barn hækle eller brodere en fin ”lap”, som kan sendes afsted eller afleveres i postkassen hos, den I laver gæk med? Bliv inspireret her og start en ny tradition (passer til børn allerede fra 3 år). Måske I ligefrem kan finde en vintergæk, som kan I sende af sted sammen med gækkebrevet eller lapperne?

Gækkebrevsrim:
Hvis I vælger at gå traditionelt til værks, findes der masser af tips og skabeloner til gækkebrevsmønstre på nettet. Men også på bibliotekerne har de bøger med både rim og gækkebrevsskabeloner.
Kan du huske nogle af gækkebrevsrimene?

Ellers får du lige et klassisk et her:
En vintergæk, En sommernar
En fugl foruden vinger
En lille ven, som har dig kær
En kærlig hilsen bringer.

Mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker/mit navn det står med lopper, pas på det ikke hopper.

Det er spændende for dit barn, om gækkebrevet bliver gættet.

Puste og male æg:
At puste æg og male dem fint bagefter er en aktivitet for hele familien. De mindste medlemmer skal nok have lidt hjælp til at stikke hul på ægget (i begge ender). For god ordens skyld kan I afspritte eller hælde kogende vand over æggene, før I laver hul i dem. Tag æggene op med det samme, så hviden ikke størkner i det kogende vand. Brug en nål og stik hul i begge ender af ægget. Drej nålen rundt i hullerne, så de bliver ca. 2 mm store. Alternativt kan I bruge hårdkogte æg til ægge-malings-projektet.

Naturligt-farvestof-til-ægfarvning_174-101-AFarverne kan I lave selv. Kog æggene sammen med rødbede, kaffegrums, teblade eller løgskaller. Eller brug børnenes tuscher eller farvelader. Hvis I har lyst til at æggene skal have lidt mønster, kan I ridse skallen før kogning i farve. I kan også dryppe jeres æg med stearin, inden I koger dem. Der, hvor stearinen dækker, kommer der ikke farve på ægget. Du kan desuden finde naturlig farve til dine æg her.

Pynte op til påske:
En god måde at gøre påsken synlig for børnene er ved at pynte op til højtiden. Sammen kan I finde grene (på nippet til at springe ud), som I kan hænge op eller sætte i vaser. Og så er der ellers dømt klippe/klistre.

Klip fine påskemotiver, mini-gækkebreve, lav kyllinger i garn, hæng jeres flotte, malede æg på grenene eller hæng fjer på (I kan jo lige kilde hinanden lidt med fjerene, inden de kommer på grenene).

Påskens farver er jo gul og grøn (ikke, at det skal forhindre jer i at bruge lige præcis de farver, I elsker allermest). Men find ting i jeres gemmer, som har de farver og lav fine dekorationer eller tableauer, der sætter ekstra gang i påskepynten. I kan også lave fine reder til jeres (malede) æg. Birkegrene er spinkle og bøjelige, så hvis I har adgang til dem, er der udsigt til fine reder. Brug lidt snor eller sytråd til at holde grenene sammen. Kan I ikke få fat i birkegrene, kan I klippe eller rive avispapir i strimler og forme dem som fuglereder. En brødkurv kan også fint gøre det ud for rede i påsken.

Har I mod på flere påskepynt-projekter, kan I gå på jagt i køkkenskabe, garderobe og børneværelse efter inspiration. Gule grydeskeer, grønne røreskåle, tørklæder, citroner, lime, bananer eller garnrester kan pludselig forvandle sig til skønne påskedekorationer. Tilføj evt  et bundt påskeliljer og følg med i, hvor hurtigt, de springer ud. Tilsæt noget af dit barns legetøj – der er sikkert et får, en kanin, et dinosauræg eller en kylling (fra Bamse og Kylling?) iblandt. Dit barn kan garanteret hjælpe med at finde det helt rigtige legetøjs-påskepynt.

Vi har ikke alle sammen anlæg for at være kreative og hitte på, blot vi får en limstift og en saks stukket i hænderne. Er du blandt dem, der helst skal have en udførlig guide og nøje afmålte materialer, så er dette kreativitetssæt med ler OG påsketema nok værd at kigge på! Her får du hele pakken – og I kan komme i gang med at kreere jeres egen påskepynt lynhurtigt!

Pluk forårets første blomster sammen. Måske får dit barn kun ”hovedet” med, men det kan sagtens se fint ud i en lille skål med vand.

Så karse:
Det er hyggeligt at så karse – og at følge med dag for dag, mens det spirer og gror.

Så karsen i fine skåle eller æggebægre (ét til hver person) – læg lidt vat i bunden og vand godt. I kan sætte høsten direkte på bordet til påskefrokosten eller hygge jer med en æggemad i ferien. Regn med, at der går ca. 8 dage, før karsen er klar til at blive spist.

I påsken:

  • Æggejagt/Skattejagt med påskeharen
  • Æggevæddeløb
  • Trille æg/rulle æg
  • Alle mine kyllinger…
  • Puste fjer

I påsken hvor de sammenhængende helligdage giver mange af os lidt ekstra tid til hygge med vores børn og  påskefrokoster med familie og venner, er det tid til at finde de gamle påskelege frem. En alletiders påskelegs- klassiker er ÆGGEJAGT. Men hvordan er det nu, man gør?

Citat-4

Æggejagt/Skattejagt med påskeharen:
Du kan jo lade vejr eller andre forhold bestemme om æggejagten skal foregå ude eller inde. Men det er hyggeligt at få alle i tøjet og med udenfor. Ikke mindst, når man som voksen har spist 2 rundtenommer sildemadder med æg plus alt det andet fra påskebordet.

Forud for æggejagten har du gemt æggene rundt omkring (måske bruger du nogle af de æg, du har malet fint sammen med dine børn?) Og det er så nu, du fortæller om påskeharen.

Påskeharen stammer fra Tyskland og er oprindelig et symbol på frugtbarhed og det spirende liv. På et tidspunkt skete der det mærkværdige, at haren begyndte at lægge æg!!!?! Lidt usædvanligt for et pattedyr. Påskeharen kom til Danmark omkring år 1900 – og dens job minder lidt om julemandens. I starten skulle børnene lave en rede til påskeharen og lægge den godt gemt et sted i huset. I ly af natten ville haren så lægge æg – nogle flotte, kulørte nogen – til de artige børn. Det er den tradition, der med tiden har udviklet sig til æggejagt, hvor de voksne gemmer æg i haven, som børnene skal finde.

Hvis du er sprængfyldt med energi eller bare synes, at det er sjovt, så kan du lave æggejagten som en decideret skattejagt. Lav små ledetråde ved hvert æg, som leder til det næste æg osv. Lav tegninger eller brug fotos, hvis der er mange, mindre børn med i jagten.

Måske skal vinder(-holdet) have en lille præmie?

Æggevæddeløb:Havespil_Fugle-kapløb_79-GA311- C
Med æggevæddeløbet får du serveret 2 lege på én gang.

Leg nr. 1: Her skal I balancere med et hårdkogt æg på en ske, mens I løber om kap. Skeen kan enten holdes i munden eller i hånden – alt efter deltagernes alder og vovemod. Lav fx 2 stafethold, som skal løbe frem og tilbage på en markeret bane – og give ske med æg videre til den næste på holdet.

Leg nr. 2: Her laver I en ”bane”, fx kan I markere en sti på græsset ved at bruge to lange stykker snor/pinde etc. Nu gælder det om at trille sit æg hurtigst muligt ned i den anden ende. Brug hænderne eller måske en ketcher? Husk blot, at hvis I anvender hårdkogte æg, skal jeres valgte redskab IKKE være noget, der smadrer ægget, før det når sit mål 🙂

Alle bliver udfordret på lattermuskler, motorik, glæden ved samværet og ikke mindst vestibulærsansen (lyder det som et ord, vi selv har opfundet??? Så spring ind og bliv lidt klogere på denne vigtige sans i blogindlægget lige her).

Slip det velfriserede og kast dig ind i legen og konkurrencen. Dit barn vil elske det og huske det for altid.

Trille æg/rulle æg:
Har du nogensinde prøvet at heppe på et æg? Det lyder fjollet, men det kan nemt komme til at ske, når I triller æg!

At trille æg er en ældgammel leg. Legen foregår fra toppen af en bakke, hvor det gælder om at få sit hårdkogte æg til at trille længst ned ad bakken. Eller en konkurrence om hvis æg, der kan beholde skallen hel i længst tid.

Alle mine kyllinger…:
Her er en leg, hvor der er plads til rigtig mange deltagere. Og der vil helt sikkert og være en eller flere, der kender legen med en anden ordlyd, men her en af varianterne.

Først:

  • I skal vælge en kyllingemor og en ræv – resten af deltagerne får rollen som kyllinger.
  • Den ene ende af haven/vejen etc. skal fungere som “skov” – den anden ende er kyllingernes hjem, hvor de bor med kyllingemor.
  • Nu sender kyllingemor sine kyllinger over i skoven, men på vejen driller de ræven, som går mellem skoven og kyllingemor.
  • Men så kalder kyllingemor:
    »Alle mine kyllinger kom hjem.«
    Kyllingerne svarer: »Det tør vi ikke.«
    Kyllingemor råber: »Hvorfor ikke?«
    Kyllingerne svarer: »Ræven er ude.«
    Kyllingemor råber: »Hvad gør ræven?«
    og kyllingerne svarer: »Den æder os.«
    Kyllingemor råber: »Kom alligevel.«
  • Nu løber alle kyllingerne rundt for at undgå at blive fanget af ræven. Men ræven fanger alligevel nogen og »æder« dem. De fangede kyllinger går ud af legen, som gentages, indtil ræven har fanget alle kyllingerne.
  • Den sidst tilfangetagne kylling bliver ræv næste gang.

Mange leger også legen sådan, at når man bliver fanget af ræven, bliver man selv til en ræv og skal være med til at fange kyllinger – indtil alle er ”ædt”.

Puste fjer:
Nu skal I danne små hold – fx 2 og 2.

Kast en fjer op i luften og tag så hinanden i hånden, mens I puster – så fjeren ikke rammer jorden/gulvet. Her gælder det nemlig om at holde fjeren flyvende, så længe I kan. Husk: I må IKKE slippe hinandens hænder (for I må jo ikke røre fjeren).

Det par/hold, hvis fjer bliver længst i luften, har vundet.

Efter al den fysiske aktivitet og gode leg, kan der godt være brug for et lille pusterum og lidt afslapning. Er I en familie, der holder meget af at konkurrere, skal alle legene måske også præmieres med en lille gave til vinderen? Her er derfor et par forslag til præmier eller påskeæg, der ikke giver huller i tænderne – og som varer lidt længere:

Fejrer I påske med et helt nyt lille familiemedlem? Så er æggejagt nok ikke helt på tale endnu. Men derfor er det jo stadig hyggeligt med en påskekylling. Den fine kylling fra bObles er et fantastisk stykke motorisk legetøj, som kan bruges til børn helt fra nyfødt og i mange, mange år derefter.

Har I ikke introduceret jeres 2-årige for sukker endnu, kan I stadig sagtens få besøg af en lille påskehare… Og med dette logikspil byder den lille hare på meget mere end bare påskeballade. Brug logikspillet til at udvikle dit barns logiske sans og træne problemløsningsevner.

Byg Selv Fåret en superfin påskegave til en 3-årig, som både lader barnet træne hånd-øje-koordination og farvegenkendelse.

Giv de 6-18-årige en sjov oplevelse med en vaskeægte sødrage-ÆGspedition.

Det er altid sjovt at gå i bad – men med et magisk æg bliver det hele bare LIDT sjovere – en fin gave til børn i alle aldre!

I skal selvfølgelig også lege alt muligt andet. Spille spil, være kreative, konstruere – og ud at lege. Check vores mange havespil og andre rare sager til udendørsleg. Vi er selv ret vilde med at gynge. Og en gynge ”passer” dit barn i maaaange år.

Vi ønsker dig og din familie en rigtig god påske med samvær og leg!

Kilder:

– Wikipedia.org
– B.dk
– https://www.dr.dk/levnu/psykologi/faste-traditioner-binder-familien-sammen – Margrethe Brun Hansen
– http://www.nussa.dk/BetydningenAfLeg.html

Facebook
Google+
http://legeakademietblog.dk/goer-paasken-til-en-leg-saadan-faar-ien-skoen-paaske-sammen/
Twitter
PINTEREST

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Ferieleg

Gå til Til toppen