Naturen som legeplads og inspiration til en masse god udeleg

Inspiration_til_udeleg_med_børnene_LegeakademietDet er forår… Og lige netop i dag ligner det også forår, når jeg kigger ud ad mit vindue. Solen skinner og vinden får det til at ligne, at forårsblomsterne nikker til mig med deres små hoveder. Flyverdragterne er ganske vist stadig en del af hverdagsuniformen herhjemme (for mine børn altså – jeg har desværre ikke selv én), men tanken om at tilbringe mere og mere tid udenfor, fremkalder knap så mange kuldegysninger hos mig, som det havde gjort for blot en lille uge siden.

Dagene er desuden længere og lysere, og mine drenge og jeg er derfor begyndt at lade turen hjem fra vuggestue og børnehave gå via nabo-legepladsen, hvor de brænder dagens ”sidste” krudt af.

Således lagde vi også vejen forbi legepladsen i går, og i en halv time sad jeg fuldstændig tryllebundet på en bænk og observerede mine to drenges leg. For på trods af, at vi befandt os på en legeplads med både legehus, gynger og rutschebanetårn, var det faktisk slet ikke disse ting, der optog drengene.

Den yngste (på 1,5 år) sad skiftevis med en skovl og kastede sand/grus op i luften, for derefter at børste sand/grus ned fra bænken… jeg behøver vist ikke at sige, at han var jublende lykkelig og rigtig godt tilfreds med og opslugt af sin lille udeleg.

Den store (på 3,5 år) var også i gang med skovlen – og med at fylde en stor spand med sand/grus, alt imens han fortalte mig om, hvordan han var ved at lave risengrød til mig. Da spanden var godt fyldt op, brugte han derefter en masse kræfter på at forsøge at flytte rundt på den virkelig tunge spand. Denne leg blev kort efter erstattet af en nye leg, som gik ud på at samle visne blade. Begge drenge var ganske utilfredse, da jeg stoppede deres udeleg, fordi vi skulle ind og i gang med aftensmaden. Mon ikke de fleste børn reagerer sådan?

Hvis du spekulerer på, hvad pointen med denne hverdagsfortælling er, så får du svaret her… Det er ganske simpelt: Min pointe er nemlig, at udeleg i virkeligheden kræver ganske lidt forberedelse og udstyr.

Langt de fleste børn elsker nemlig at være udenfor – de elsker at gå på opdagelse, at eksperimentere og sanse. Og det er der rig mulighed for udenfor, uanset om man har adgang til en have, en altan, en park, en baggård, en skov eller en strand. Jo, de fleste børn elsker rutschebaner, gynger og trampoliner, og disse typer legeredskaber kan også gøre en masse godt for dit barns motorik, balance og labyrintsans m.v.. Men har I hverken plads til eller adgang til disse ting, er der stadig masser af gode grunde til at komme ud i den friske luft.

Skovl, spand, farvekridt, drage, havespil, bold, vandkande, kikkert og blomsterpressesæt er nogle af de små og mere simple redskaber og legesager, som du med fordel kan hive med ud i haven, på altanen eller i baggården, når der er dømt udeleg. Chancen for, at dit barn selv går i gang med at lege med en eller flere af disse ting, er ret stor… og heldigvis er der ingen, der siger, at man for eksempel skal have sand til rådighed for at bruge sandlegetøj.

Naturen_som_legeplads_Legeakademiet

(Se vores store udvalg af udelegetøj her).

Kør foråret i møde

Foråret lægger naturligvis også op til, at man finder diverse køretøjer frem, uanset om de så er ethjulede, tohjulede, trehjulede eller firehjulede. Hvis du har et mindre barn, kan det være en god ide bare at komme ud og i gang. En løbecykel er for eksempel helt fantastisk til børn helt fra 1,5-2 år. Den hjælper dem med at træne deres balance og deres grovmotorik, og den vil helt sikkert bane vejen for, at det bliver lettere at lære at køre på en almindelig cykel senere hen. Sørg bare for, at I får valgt den rette størrelse løbecykel fra start af – og glem endelig ikke cykelhjelmen!

Har du et lidt større barn, som allerede mestrer selve disciplinen at køre på sin løbecykel, sit løbehjul etc., så har jeg to forslag: Det første er, at I laver nogle kørebaner med forskellige udfordringer (det kræver naturligvis, at I har noget plads til rådighed, hvor barnet kan køre i sikkerhed). Brug f.eks. et sæt kegler, spande/sten (hvad I nu har til rådighed) eller måske en rampe, og lav en bane, som barnet så skal gennemføre på de udvalgte hjul.

Har I et barn, der snart skal starte i skole – eller i det hele taget skal til at færdes i trafikken – kan I også overveje at bruge nogle rekvisitter til at træne trafiksikkerhed. Se evt. vores nye kategori på shoppen ”Børnesikkerhed”, hvor I måske kan blive inspireret til, hvordan I kan øve trafikreglerne gennem leg.

Det spirer og gror

Selvom vores børn ofte har mere end rigeligt med fantasi og idéer til, hvordan de kan bruge uderummet til deres leg, kan det nogle gange også være sjovt med nogle fælles projekter og aktiviteter som familie. Det kunne for eksempel være, at I i fællesskab anlagde et blomsterbed eller en køkkenhave, som dit barn kan være med til at passe og pleje. Denne type aktivitet har enormt stort læringspotentiale for dit barn, dels i forhold til at lære noget om naturen og om biologi, men også noget så simpelt som tålmodighed. Hvor end vi gerne vil, kan vi ganske simpelt ikke tvinge hverken blomster eller gulerødder op af jorden, før de selv er klar. Som barn kan det være svært at vente, men til gengæld vil glæden også være stor, når små spirer pludselig begynder at titte frem og udvikle sig.

Men nu er det jo ikke kun blomster og planter, der i anledning af foråret, er begyndt at vågne op. Det er dyrelivet i høj grad også – heriblandt insekterne. En mulighed for en lidt anderledes, men absolut sjov og lærerig fælles aktivitet for hele familien, kunne derfor også være at tage et nærmere kig på havens mindste beboere. Sving forbi kategorien ”Insekter & naturleg” på shoppen og lad dig forundre over, hvor mange sjove muligheder der findes. Vi har alt fra insekthoteller til myreakvarier og alskens forskellige insektboliger.

Sommerfuglehaven_Legeakademiet

Få jeres egen sommerfuglehave

Personligt har jeg planer om, at vi herhjemme skal have os en ”sommerfuglehave”. Jeg elsker sommerfugle, og en af de børnebøger vi har læst allermest herhjemme, er historien om ”Den sultne larve Aldrigmæt”, som til sidst i historien bliver til en smuk sommerfugl (måske I kender den?). Især min store dreng på 3,5 år har gennem denne bog stiftet bekendtskab med den livscyklus en larve går igennem, før den bliver til en sommerfugl. Men tænk hvor fantastisk det vil være at se det ske med egne øjne?? Lige netop det er nemlig muligt med en sommerfuglehave!

Selve sommerfuglehaven er i bund og grund bare et slags pop-up net med låg. Men det helt specielle er, at der medfølger en voucher til køb af sommerfuglelarver (som bestilles online og sendes separat). Sommerfuglelarverne modtager du i et lille glas, som også indeholder mad og næring til dem. For hver dag vil du og dine børn kunne se, hvordan sommerfuglelarverne vokser sig større og større. Til sidst forpupper de sig øverst i glasset, og nu er det tid til at placere dem i pop-up boligen. Ca. 10 dage efter, at larverne har forpuppet sig, vil transformationen fra larve til sommerfugl være komplet, når den voksne sommerfugl kommer ud af puppen og gør sig klar til at folde sin vinger ud.

Til sidst er der blot tilbage at slippe sommerfuglene fri og ønske dem god vind 🙂

Sommerfuglehaverne fås i to størrelser: En kæmpe udgave, der måler ca. 60 cm. i højden inkl. en voucher til 10 stk. sommerfuglelarver. Den lidt mindre udgave måler ca. 30 cm. i højden og er inkl. en voucher til 5 stk. sommerfuglelarver.

Weekendens vejrudsigt melder om ganske behagelige og opholdsvenlige temperaturer på mellem 5 og 10 grader rundt i landet – sol og lidt skyet. Med andre ord: Der er vist ingen undskyldning for ikke at komme ud og nyde det. Jeg håber, at jeg har inspireret nogle af jer til også at komme ud med børnene, så I kan nyde og sanse naturen sammen. Brug i øvrigt endelig kommentarfeltet til at komme med jeres bud på, hvad god udeleg er – måske I kan inspirere hinanden også.

Rigtig god weekend! Smil fra Legetante Grit