Antimobning: Opskriften på en legegruppe

Legegrupper i klassen

Har lige brugt en dejlig eftermiddag på min søns legegruppe fra klassen. Fire glade unger har hygget sig sammen i 3 timer, hvor de, efter at de fik stillet sulten med boller og æbletærte, har leget udenfor i det spirende forår.

Emil og hans legegruppe

I Emils klasse har vi haft legegrupper siden 1. klasse, han går nu i 2. Men jeg har fundet ud af, at det åbenbart ikke er alle der kender til det fænomen. Hvis du ikke kender det, kan det absolut anbefales til dit barns klasse. Min erfaring er at det fungerer bedst i de små klasser.

Legegrupper går ud på, at børnene i klassen bliver inddelt i grupper med 4-6 børn i hver gruppe, alt afhængig af hvordan det passer med antallet af elever i klassen. Idéen med legegruppen er, at børnene får mulighed for at lege på tværs af de venskaber, der allerede eksisterer i klassen. Og så er der både drenge og piger i gruppen.

Som en del af forældregruppen i Emils klasse, var jeg med til at planlægge starten på vores legegrupper. På et af vores møder, fik vi sat børnene sammen, som vi mente, ville være fint. Inden det gik ud til forældrene, vendte vi det lige med klasselæreren, for at få bekræftet, at børnene ville befinde sig godt i den valgte gruppe.

Det er altid sværest den første gang. Nogle børn kan være lidt generte, og ikke føle sig trygge med andre børn end normalt, men så gælder det bare om, at der i hvert fald er én, som det pågældende barn er fortrolig med, så gruppen bliver en succes. Målet er, at alle børn i klassen kommer på besøg hos hinanden, og at de får prøvet at lege med hinanden udenfor skoletid.

Forældregruppens børn var i hver sin gruppe, for så tog vi initiativet til at få startet gruppen. Herefter er der sat uger op for hvornår man bør afholde legegruppen. Det går så på skift mellem børnene. Når gruppen har været igennem, rystes posen, og nye grupper dannes.

Se skema her:

Gruppe Uge 3 17-21 jan Uge 8   21-25 feb Uge 12   21-25 mar Uge 15   11- 15 apr Uge 20 16-20 maj
1 Simone Freja Mikhail Jonathan
2 Sebastian Emil Fie Amalie  
3 Stine Alberte Marcus Lucca  
4 Liva Regitze Julius Sebastian Jeppe
5 Mikkel Asger Issa Alexander  

 

Der er intet krav til, hvad der skal ske i en legegruppe. Nogle har taget ungerne med i skoven, i svømmehallen eller et andet sted. Men langt de fleste har faktisk bare børnene hjemme, og så får de selv lov til at finde ud af hvad de skal lave. Nogle gang har de dog brug for lidt hjælp, især hvis det er de første gange, og de ikke rigtig kender hinanden så godt. Så har de lige brug for, at en voksen sætter dem i gang med et spil eller en leg. Jeg har også hørt om nogle grupper, hvor børnene bliver og laver aftensmad sammen, det kan der komme rigtig meget hygge ud af. Og når børnene bliver hentet, er der ofte tid til en kop kaffe, så vi forældre også lige får talt lidt mere med hinanden – en hyggelig sidegevinst. 

Men i dag har vores legegruppe fuldstændig selv styret deres leg, og det er gået fantastisk. 

Målet er mere harmoniske børnegrupper i klassen  –  børn der forstå hinanden. Jeg tror på, at legegrupper kan være med til et bedre sammenhold og mindre mobning i klassen.

God fornøjelse……