Åh nej… Huset fuldt af skrigende unger på sukker

Indlæg af Gæsteblogger Nicola Hagen fra www.ladbarnet.dk

Hvornår skal du holde børnefødselsdag næste gang?
Prøv at tænke på dengang du selv var lille og holdt fødselsdag….

Pige fødselsdag med boa, balloner og boller

 Kan du huske hvad I lavede?

 Jeg har for eksempel et klart billede af min syv års fødselsdag, hvor min far med bind for øjnene i midten af mig og alle mine veninder, skulle prøve at fange os. Og den af os han fangede, skulle så ind i midten og stå og fange os andre.

Derefter stod den på boller og lagkage og en slikpose og så hjem. Hvordan er det i dit hjem anno 2011?

Hvis du, når du holder fødselsdag for dit barn, vælger at servere søde sager, vil jeg anbefale, at du har nogle fysisk udfordrende lege klar til bagefter.

Rigtig mange vælger, at børnene skal på skattejagt.

Måske kan du overveje, at skattejagten indeholder en form for forhindringsbane, eller en løbetur rundt i haven, om huset eller i parken, hvor man er. Man kan lave regler for, hvordan børnene skal komme fra en post til en anden. F.eks. at børnene de næste 30 meter, skal hoppe på et ben, kravle, gå baglæns, trille osv.

Der  er mange indre sanser, der kan stimuleres og det kan du netop gøre i løbet af sådan en tur.

• Vores ubevidste balancesans, som er den væske, der skvulper rundt i buegangene i vores indre øre. Det er den, der fortæller os, hvad der er op og ned, og om det er os, der bevæger os eller vores omgivelserne.
Den stimuleres ved at dreje rundt, slå kolbøtter, gynge, vippe, trille osv. 

• Den bevidste balancesans har betydning for, hvordan vi planlægger vores næste bevægelse, så den er mest hensigtsmæssig i forhold til den næste aktivitet.

Det er den der gør, at vi ved hvor hurtigt og kraftigt vi skal løfte et glas vand, bære en kasse, skubbe til et bord, løfte benet for at komme over en forhindring osv.

Den stimuleres blandt andet ved forskellige kropslige udfordringer, som at bevæge sig op og ned ad en bakke eller henover en træstub (evt. med ting af forskellig vægt i hånden) eller gå på line.

Slackline er en super flytbar aktivitet til haven eller skoven

Det er to vigtige sanser, som jeg tænker meget på og synes det er skønt at have i baghovedet, når jeg leger med mine børn og deres venner til hverdag og fest.

Så inden dit barns venner dukker op til fødselsdag, så prøv at have sanserne i tankerne, når du skal planlægge aktiviteter. Det stimulerer børnene, det er sundt for kroppen, det brænder noget krudt af, hvis der er sukker på bordet og frem for alt: børnene elsker at blive udfordret!

God fødselsdag – og tillykke…..

Hilsen Nicola